version 0.2
opdateret 19.11.2011
 

FIX i 2012 - Det personlige år

Stikordet for det kommende år er:

- Fokus på os, på personen (præsenterer fx faglige udfordringer)

- Foregår i personens hjem eller et sted der betyder meget for personen

- Vælge og vise en ting frem og fortælle om den

- Eksperimenterende, legende, prøve nye ting af

- Gerne omhandlende dilemmaer eller kontraster

- Feedback og særlig opmærksomhed på den der er i fokus. Gerne rød stol

- Fokus på at byde nye samt gæster særligt velkommen

FIX’s form og mål
I FIX har vi det udtalte mål, at vi vil berige og inspirere hinanden. Vi skal udvikle os fagligt og professionelt - både hver især og sammen. Via spændende temaer og fælles fokus FIXerer vi os i tid og rum og udvikler i samværet vore individualiteter og en fælleshed, som er givende og lærende for os indbyrdes.
FIX’s hovedsigte er professionelt – vi vil styrkes og forbedre os. Vi er et kvindenetværk, som bygger på forskellighed, diskussion, på erfarings- og vidensudveksling. Lyst og mod til (også) at være uens, ulige, ublufærdige og uenige.

Som FIX-medlem er den enkelte forpligtet på at komme til de 7 årlige FIX-aftner. Vi har syv arrangementer, i syv forskellige måneder, med syv forskellige ugedage. Alle datoer fastlægges for et helt kalenderår ad gangen ved netværkets årlige nytårs(status)arrangement.
Når vi mødes kl. 17.30 er der tid til at tale om løst og fast. Kl. 18 er vi programsatte – tematisk orienterede og fokuserede frem til kl. 19.30 men vi følger også tæt og mere uformelt med i hinandens liv, karrierer, kampe, mål og udfordringer – dette i løse og konstruktiv-kritiske samtaler, under middagen og i diskussionerne i aftenens anden del.

En FIX aften kan tage sig ud på to forskellige måder; som FIX tema og FIX fokus.

FIX tema
Et FIX tema arrangement har et TEMA – heraf navnet. Arrangementerne varierer fra gang til gang – to medlemmer går sammen og bestemmer temaet og aftenens form. Vi kan vælge at invitere eksterne eksperter, køre workshop med gruppen eller selv introducere interessante emner til debat, og at invitere andre gæster ind i netværket. I FIX har vi sat rigtig mange interessante personer og fagligheder i spil – se under arrangementer. Vi arbejder med både form og indhold – eksempelvis når en skuespiller lærer os om fremtrædelsesform i en nedlagt badeanstalt, eller når en ”Vision Communicator” fortæller om tværfaglighed og innovation i et helt anderledes byrum som Det Optiske Tårn på B&W. 

FIX fokus
Den anden type arrangementer kaldes FOKUS. I en lukket kreds og på mere uformel vis mødes netværket om et aktuelt problem eller en udfordring i arbejdslivet. Det er kan være et medlem ønsker sparring på en projektidé eller vil teste en proces på gruppen. Andre gange har vi set en udstilling eller forestilling som én af medlemmerne har været involveret i – f.eks. udstillingen ”Too Perfect” på Dansk Arkitektur Center, hvor Anne Katrine fra tegnestuen NORD viste deres projekt om nybrug af Danmarks eksisterende landbrugsområder, PHARMLAND.

FIX weekend
En gang årligt tager vi på weekend sammen (en hel dag + evt. en overnatning). Sted, indhold og aktiviteter bestemmes af værterne - formålet er at have et længere tidsrum sammen, hvor der åbnes for en anden salgs aktiviteter og samtaler.

Konstitution og kontinitet
At være medlem indebærer, at man har valgt at deltage hele det kommende år - i de 7 obligatoriske FIX aftener. Vi kender datoerne på forhånd og forventer, at alle prioriterer netværket højt. At være medlem indebærer også, at man er vært én FIX aften årligt sammen med en anden fra netværket, samt at man deltager i netværkets kommunikation og udvikling på mail og web. At være vært indebærer, at man sammen med en anden fra netværket står for at arrangerer hele det pågældende arrangement. Dvs. fastlægger aftenens indhold og oplæg, finder stedet, står for indbydelser, middag og efterfølgende referat/dokumentation, der kort fortæller om aftenens indhold, diskussion, eventuelle litteratur, links samt hvem der deltog. Værten opererer med udgifter på max. 100 kroner per gang per medlem til mad, vin og en eventuel mindre gave til ekstern oplægsholder. Alle medlemmer betaler indbetaler et engangsbeløb på 1000,- i begyndelsen af året til dækning af alle årets arrangementer.

At mødes og holde ved
FIX grundlagedes 22. februar 2002. Nye medlemmer tages ind én gang årligt, hvis en af os træder ud. Som nyt medlem ser vi hinanden an de første to gange; herefter melder man ud, om man er på, hvilket betyder, at man minimum deltager hele det kommende år. Det eneste kriterium for at blive optaget i netværket er, at man er blevet anbefalet af én af os fra netværket. Man kan få orlov fra netværket i en periode, hvis man f.eks. skal til udlandet i længere tid. Det er vigtigt for FIX at alle prioriterer netværket så det fortsat er et inspirerende forum.